Slægtsforsker afslører: Stauning og Messerschmidt er i familie

En slægtsforsker har fundet et familiebånd mellem den tidligere socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning og DF's Morten Messerschmidt.
Thorvald Stauning og Morten Messerschmidt er i familie.
Thorvald Stauning og Morten Messerschmidt er i familie. Foto: Scanpix/Linda Kastrup.

Båndene mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti viser sig nu at være endnu stærkere end et politisk parløb, der har givet statsminister Lars Løkke Rasmussen både bøvl og ballade de seneste måneder.

En slægtsforsker kan nemlig afsløre, at Thorvald Stauning, der var en legendarisk formand og statsminister for Socialdemokratiet, og den nuværende DF-profil Morten Messerschmidt er i familie. Det skriver BT.

Går man tilbage i de to politikeres familier, når man begge steder til Cordt Nielsen Stauning. Han var slagtermester på Vesterbro i København. Cordt Nielsen Stauning er oldefar til Thorvald Stauning og ifølge BT tipoldefar i fjerde potens til Morten Messerschmidt.

Slagtermesteren fik en barn med sin døve tjenestepige Mariane. Den gren af familien leder frem til Thorvald Stauning. 

Han fik også en datter, Lovise, som giftede sig med Christian Messerschmidt, hvis far var kommet til Danmark fra Tyskland. Morten Messerschmidt er en del af den gren.

Stolt Messerschmidt

Morten Messerschmidt er stolt over slægtsskabet.

- Selvfølgelig bliver man da en lille smule ydmyg over at høre, at ens familie langt tilbage har fælles aner med en sådan personlighed, siger han til BT.

Han bruger også lejligheden til at trække en politisk parallel. For Messerschmidt mener, at Stauning og DF ville komme godt ud af det sammen.

- Han var socialdemokrat af den gamle skole, der sluttede med H. C. Hansen. Fundereret på Gud, Konge og Fædreland og ikke dette internationale sværmeri, som vi så i 1960'erne. Jeg føler ikke, der er det store modsætningsforhold mellem det Stauning stod for og DF, siger han til BT.

Thorvald Stauning var statsminister fra 1924-1926 og igen fra 1929-1942, hvor han døde.

Han er blandt andet kendt for at være manden bag Kanslergadeforliget fra 1933.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.