Interessen for at finde ud af, om en slægtning har deltaget i 2. Verdenskrig er så stor, at Nationalmuseets nylancerede internet-database over danske frihedskæmpere gik ned på grund af overbelastning.
"Interessen har været overvældende. Siden i går aftes kl. 19 har vi haft over 25.00 besøgende," oplyser Jakob Sørensen, der er museumsinspektør på Frihedsmuseet, som hører under Nationalmuseet, til Newspaq.
Han fortæller, at museet dagen igennem er blevet kimet ned af danskere, der er interesseret i at vide, hvor man kan finde databasen, som blev offentliggjort i går aftes på 64-årsdagen for Danmarks befrielse.
"Besættelsen er en meget stor del af folks liv. Specielt børn og børnebørn, hvis forældre måske blev traumatiserede i krigen, vil gerne vide mere, men ved ikke, hvor og hvordan de skal komme i gang," siger Jakob Sørensen og fortæller, at han har haft en mand i telefonen, der fortalte, at hans far de sidste mange år af sit liv gik bevæbnet rundt, fordi han simpelthen var traumatiseret.
Og den megen fokus på databasen, der indeholder 21.000 navne på frihedskæmpere, har også fået lidt flere til at lægge vejen forbi museet.
"Jeg har mødt en ældre herre til formiddag, som fortalte, at han i mange år ikke har haft lyst til at se Frihedsmuseet, men nu er han selv med i databasen, så nu skulle det være," fortæller museumsinspektøren.
Databasen er igen oppe og køre og kan findes her: http://modstand.natmus.dk/