Du kan kun videochatte med din iPhone 4 eller iPod gennem Apples eget program, FaceTime. Og vel at mærke kun, hvis både du og din chatmakker er på trådløst netværk. Samt kun med andre Apple-produkter.
Men det har Skype netop ændret. I den nyeste udgave af kommunikationstjenesten, version 3.0, kan din iPhone pludselig lokkes til at videochatte med alle andre mobiltelefoner - både på wifi og via mobilnettet.
Så har du et frit dataabonnement, koster det dermed 0 kroner ekstra at få billede på samtalen med dine venner, så længe du anvender Skype.
Du kan også videochatte fra din mobiltelefon med folk, der sidder foran computerskærmen.
For at gøre den trojanske hest komplet, kan du ganske gratis downloade seneste udgave af Skype fra Apples egen appstore. Og få billede på din samtale hvad enten Apple vil det eller ej.