Mindst seks personer meldes ramt af skud og er indlagt til behandling i Houston Texas, USA. De sårede var ofre for endnu et skyderi på en skole.
I går aftes blev mindst seks mennesker ramt af skud, da der var skyderi på Texas Southers University. Det vides endnu ikke om hverken gerningsmand eller ofre er studerende på skolen.
"Det er endnu ikke lykkedes os at fastslå om nogle af universitetets studerende er involveret i skyderiet," siger Eva Pickens, der er pressechef for universitetet, til ABC News.
Selve skyderiet forgik på en parkeringsplads på universitetets areal.
Politiet mistænker, at episoden har relation til et bandeopgør og blev udført som et drive-by-shooting, hvor gerningsmænd kører op på siden af ofrene i bil og skyder.
Et vidne fortæller om rædsel og panik blandt de tilstedeværende.
"Jeg løb i mine klip-klappere. Der var en gravid kvinde, og jeg prøvede at hjælpe hende. Jeg eskorterede hende til en bygning, hvor hun kunne være i sikkerhed," fortalte T´Angele DeBoest ifølge Bloomberg News om episoden.