En koncert på natklubben Vega i København endte i nat i skyderi, da en 25-årig mand trak en pistol og affyrede to skud. Det ene snittede buksebenet på en dørmand. Det skriver Tv2.dk.
Den 25-årige var blevet hevet til side af to dørmænd, der havde mistanke om, at han havde narko på sig. De var i gang med at visitere ham, da manden trak en pistol og skød to gange.
- Det skud blev afgivet for at ramme dørmanden, og det var meget tæt på at lykkes, siger den centrale vagtleder ved kriminalpolitiet i København til Tv2.dk.
Gerningsmanden flygtede, men politiet fik fat på to af hans venner. Den ene af dem havde en pistol, og det vides endnu ikke, om det er gerningsvåbenet.
Politiet leder nu efter en mand, der ser arabisk ud. Han har et markeret ansigt, er 175 cm høj, spinkel og atletisk bygget, og var i går iført mørke cowboybukser og en rød t-shirt.