Hollandsk politi bekræfter her til morgen, at de har fundet et afskedsbrev fra den 24-årige mand, der i går dræbte seks mennesker i et indkøbscenter i en landsby vest for Amsterdam.
I brevet siger manden, at han har placeret sprængladninger i en række andre lokale indkøbscentre. De bliver nu gennemsøgt af politiet
Manden tog i går sit eget liv, efter at han bevæbnet med et automatvåben havde skudt mod tilfældige mennesker i indkøbscenteret.
Hollandsk politi bekræfter dog samtidig, at mandens forældre ikke er blandt de dræbte, som det ellers forlød i går.
Den 24-årige Tristan van der Vlis var iført militærtøj, da han begik sin massakre i indkøbscentret.
Han havde våbentilladelse til fem våben og var medlem af en skytteforening. Det vides dog ikke, om attentatmanden havde tilladelse til det automatvåben, som han benyttede i indkøbscentret.
Motivet for det blodige skyderi kendes ikke.