Lige nu er Texas-myndighederne i gang med at overveje et lovforslag, der giver statens indbyggere et endnu bedre lovgrundlag for at skyde sig vej gennem trusler. Forslaget åbner op for, at borgere bagefter kan påkalde sig nødværge, hvis de for eksempel bruger våben i deres bil eller på deres arbejde.
Det afgørende er, at alle skal kunne forsvare sig med de midler, de finder nødvendige, hvis de føler sig truet. Loven vil gøre det muligt at skyde først – også selv om man ikke har forsøgt at flygte eller afværge truslen på andre måder.
Texas er ikke den første stat, der vil øge muligheden for selvforsvar. Florida var i 2005 den første af foreløbig 15 amerikanske stater, der har udvidet retten til at skyde sig vej ud af en trussel. Men dér er myndighederne ved at overveje juraen en gang til. Sidste sommer blev ni-årige Sherdavia Jenkins dræbt i sin baggård af en vildfaren kugle. De to mænd sigtet for hendes død kunne begge påkalde sig den såkaldte ’stå på din ret-lov’. Hver især kunne de påstå, at de skød på hinanden i selvforsvar.
Våben-lobbyen støtter
Organisationenen National Rifle Association mener, at lovændringen også hører hjemme i stater som for eksempel Texas.
»Hvis du føler, at det bedste selvforsvar er angreb, så bør retssystemet være på din side. Ikke på forbryderens,« siger Chris W. Cox, NRA’s chef-lobbyist i USA, til Los Angeles Times. Lovforslaget vil også beskytte mennesker mod at blive smidt i retten med erstatningskrav fremsat af kriminelle og deres familier, siger Chris W. Cox og fortsætter:
»Det er en situation, som ejere af skydevåben i dag finder forargeligt.«
»Slip af sted med mord«
Kritikere af lovforslaget i Texas frygter, at loven vil blive brugt af skydegale borgere til at undslippe straf.
»Du bliver ikke smidt i fængsel i forbindelse med legitimt selvforsvar. Hvis der bliver fiksfakset med loven, vil det kun støtte de personer, der ellers ville blive straffet,« siger Zach Ragbourn til Los Angeles Times. Han er talsmand for den såkaldte Brady Campaign to Prevent Gun Violence.
»Der er mange sager rundt om i landet, hvor mennesker nu siger, at de handlede i selvforsvar. Men at påkalde sig selvforsvar ville ikke engang have strejfet deres egne advokaters tanker for to år siden. Det er en dårligt udtænkt lov, som gør det muligt at slippe af sted med mord,« tilføjer talsmanden Zach Ragbourn.