Skybruddet over København i forrige weekend har ramt tusindvis af erhvervsdrivende. Det er dog et fåtal, der vælger at kvitte forretningen og melde sig ledig.
Det oplever man hos de selvstændiges A-kasse ASE.
Her kan selvstændige med vandskader få en håndsrækning i form af dagpenge ved midlertidig ledighed.
"Under ti har søgt om dagpenge. Vores indtryk er, at de selvstændige hellere vil holde vandudsalg og så komme i gang igen så hurtigt som muligt end at melde sig ledig," siger kommunikationskonsulent i ASE, Mogens F. Andersen.
Det er da heller ikke sådan lige til at få dagpenge, selvom ens forretning ligger under vand og alle varer er ødelagt af kloakvand.
"Der er et utal af regler, der skal være opfyldt. Man skal blandt andet være aktiv jobsøgende og tilmelde sig jobcentret. Herudover er det vores vurdering, at en del selvstændige formentlig har tegnet en såkaldt driftstabsforsikring," siger Mogens F. Andersen.