Skybrud oversvømmer Göteborg
Regnen væltede ned, så Shoppingcentret Nordstan i Göteborg måtte evakueres, og mange gader stod under vand.

Sverige har ligesom Danmark oplevet et markant skift i sommervejret. Sol og varme er lørdag mange steder blevet afløst af regn og torden. I Sveriges næststørste by, Göteborg, oplevede indbyggerne en sand syndflod lørdag eftermiddag.

Det kraftige skybrud har lammet store dele af Göteborg. Regnen var så kraftig, at selv byens sporvogne blev tvunget til at holde stille på det tidspunkt, da der kom mest vand ned fra oven.

- Vi har det rigtig stresset med masser af meldinger om vandskader, flest i den nordlige del af byen, i en busterminal og i flere kælderlokaler, men også en del i forstæderne Frölunda og Mölndal, siger Bengt Andersson, der er formand ved redningstjenesten i Göteborg.

Yvette Palm befandt sig i shoppingcentret Nordstan, da alarmen gik.

- De råbte i højttalerne, at der var udbrudt brand, og efterfølgende gik sprinkleranlægget i gang. Der kom vagter løbende og sagde, at taget var ved at styrte sammen. Alligevel var der mange, der ikke ville gå ud, fordi det øsregnede udenfor, siger hun.

Det svenske Trafikverket meddeler også, at der er store vandmasser på hovedvejene E20 og E45, og fremkommeligheden i begge retninger er meget begrænset.

/ritzau/TT