En togstrækning mellem Herning og Skjern er lukket i mindst to uger. Det oplyser Banedanmark på Twitter.
Sporet blev slemt beskadiget under et skybrud fredag, at jorden skyllede helt væk under en del af togskinnerne ved Kibæk, så skinnerne nu hænger frit i luften på et stykke.
Det viser billeder fra stedet.
- Det sker heldigvis meget, meget sjældent. Det, vi gør i de hændelser, er, at vi altid sender nogle eksperter ud for at vurdere og undersøge, nøjagtigt hvad er der sket, og hvordan kunne det ske, siger Bianka Saarnak, områdechef for infrastruktur hos Banedanmark, til Ritzau.
TV Midtvest skriver, at Arriva har oplyst, at to tog kørte over åen ved Kibæk fredag. Føreren af det første tog indberettede til Banedanmark, at noget føltes anderledes.
Lokomotivføreren så dog ikke, hvad der var galt. Et efterfølgende tog blev bedt om at køre langsomt på strækningen, og her så lokomotivføreren, at jorden var skyllet væk.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Banedanmark, som står for skinnerne, vurderer, at det er nødvendigt at lukke strækningen i to uger for at udbedre skaderne, lyder det på Twitter.
Banedanmark oplyser samtidig, at Arriva, der står for togdriften, arbejder på at indsætte togbusser.
Det var voldsom regn fredag eftermiddag og aften, som satte en stopper for togdriften mellem Herning og Skjern.