Efter tre succesfulde udgivelser gik det engelske band Skunk Anansie fra hinanden i 2001, men nu er der igen nyt fra bandet.
De fire bandmedlemmer har de seneste otte år prøvet sig af som solister eller i samarbejde med andre kunstnere, men de har nu fundet sammen igen og vil udgive et opsamlingsalbum. Desuden tager det engelske band på en Europaturné, som starter med en koncert i Bruxelles den 9. oktober.
Turnéen slutter den 26. november i London, og ind til videre er der ikke planer for en koncert i Danmark, men ifølge Gaffa.dk har bandet ledige datoer i oktober måned, og det kan åbne for et smut til Skandinavien.
Skunk Anansie slog for alvor igennem med singler som 'All I Want', 'Hedonism' og 'Brazen'.