Genbrug er ganske vist oppe i tiden, men i Vietnam har en gruppe mennesker taget begrebet en tand for langt.
Det stod klart, da vietnamesiske myndigheder forleden konfiskerede cirka 345.000 brugte kondomer, der var blevet renset for at blive videresolgt som nye. Det fortæller statsmedierne i Vietnam.
Optagelser fra Vietnam Television (VTV) viser snesevis af store poser fyldt med kondomer på et lager i den sydlige provins Binh Duong.Politiet oplyser, at poserne vejede mere end 360 kilo, hvilket ifølge tv-selskabet svarer til 345.000 kondomer.
Se videoen af fundet her:
Ejeren af lageret erkender ifølge avisen Tuoi Tre, at han på månedlig basis har modtaget et stort antal brugte kondomer fra en ukendt person.
En kvinde, der blev tilbageholdt under politiets ransagning af lageret, fortæller, at de brugte kondomer blev kogevasket, tørret og omformet på en dildo af træ, før de blev pakket om og solgt igen.
Det står ikke klart, hvor mange af de genbrugte kondomer, som nåede at blive solgt. Den tilbageholdte kvinde fortæller, at hun fik hvad der svarer til en dansk krone for hvert kilo genanvendte kondomer, hun fik produceret.