To mænd på 29 år er blevet tiltalt for drab i sag fra Dragør i januar måned, mens tre andre er tiltalt for at have bestilt eller planlagt overfaldet på den 54-årige mand.
Det fortæller Københavns Politi.
Overfaldet fandt sted den 22. januar, hvor det 54-årige drabsoffer klokken cirka 18.30 ankom til parkeringspladsen foran Dragør Fort. Her blev han ifølge anklageskriftet mødt af de to 29-årige, som stak ham syv gange med en kniv, tildelte ham mindst 11 slag med en hammer og slog og sparkede ham talrige gange.
Den 54-årige døde på stedet af sine skader, og de to gerningsmænd flygtede efterfølgende fra stedet.
På baggrund af efterforskningen er det politiets og anklagemyndighedens vurdering, at en 56-årig mand havde en strid med den 54-årige og derfor havde bestilt en fysisk afstraffelse af ham. Det havde han gjort ved at tage kontakt til to mænd på 50 år.
De tog derefter kontakt til de to 29-årige for at få dem til at udføre afstraffelsen.
De tre mænd i 50-års-alderen er derfor udelukkende tiltalt for medvirken til legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter under særligt skærpende omstændigheder, alternativt medvirken til uagtsomt manddrab.
- Tiltalen mod de fem mænd er resultatet af en grundig og målrettet efterforskning, hvor Københavns Politi har afdækket forløbet i detaljer. Nu afventer vi, at sagen bliver berammet i retten, siger anklager Alexander Scheel.
Striden mellem den formodede bagmand og den 54-årige mand blev ifølge anklageskriftet tydelig i Dragør i november 2022, to måneder før drabet. I den forbindelse er to af mændene tiltalt for at have trykt mere end 70 plakater med ærekrænkende og usandt indhold om den 54-årige, hvorefter plakaterne blev hængt op rundt om i Dragør.
De to drabstiltalte 29-årige blev anholdt i dagene efter drabet, mens de tre øvrige blev anholdt i marts og april.