Det var et lavpunkt, sagde FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, efter fredagens 2-2 resultat på udebane mod Silkeborg.
Nordsjællænderne sad nemlig på det hele i kampens første 45 minutter. Men i en dårlig anden halvleg satte man det hele over styr, og det var kun med nød og næppe, at det ene point kom i hus efter Jores Okores sene udligning.
- Jeg kan ikke huske, at vi har spillet så dårligt i en anden halvleg før. Det var slet ikke rart at være vidne til fra bænken. Der manglede simpelthen kvalitet. Ganske enkelt, fortalte en tydeligt rystet Hjulmand efter kampen.
Efter fire minutters spil måtte cheftræneren se Morten Nordstrand forlade kampen. Og en stærkt spillende Mario Ticinovic kom aldrig ud til anden halvleg ligeledes på grund af skade. Den undskyldning vil Hjulmand dog ikke bruge.
- Nej, det handler om kvalitet eller mangel på samme, for de spillere der var på banen, skulle spille bedre, end det de gjorde. Der var så mange muligheder, og så meget plads. Men vi tog for mange dårlige beslutninger i anden halvleg, konstaterede han.
Positive elementer var der alligevel at spore, selvom det ikke blev til tre point.
- Vi havde rigtig fin kontrol i vores første halvleg. Vi spillede bolden, der hvor der var plads. Vi fandt hullerne på midten og i siderne, siger Hjulmand.
Med resultatet befinder FC Nordsjælland sig stadig på andenplads med 54 point - ni flere end forfølgerne fra AaB. Med en sejr i næste runde over OB den 10. maj, kan Hjulmands mandskab således næsten endegyldigt sikre sig sølvmedaljen.
/ritzau/