Cecilie Stenspil har fået årets Ove Sprogøe Pris. Hun blev for alvor kendt i den danske befolkning, da hun i rollen som livvagten Jasmina beskyttede toppolitikere i DR's dramaserie "Livvagterne".
I det seneste år har hun også udmærket sig med fremragende præstationer på de københavnske teatre. Hovedroller i "My Fair Lady" på Det Kongelige Teater og "Breaking The Waves" på Folketeatret har understreget den unge skuespillers kvaliteter.
Kåringen kom dog bag på Cecilie Stenspil, som blev rørt til tårer.
"Jeg blev meget glad og kneb en tåre, da jeg blev ringet op og fik det at vide," siger Cecilie Stenspil til Berlingske Tidende.
Ove Sprogøe Prisen bliver hvert år uddelt på den afdøde skuespillers fødselsdag. Prisen bliver givet til en yngre skuespiller for én eller flere usædvanlige præstationer på teatret, tv eller film i året, der er gået. Med prisen følger også en check på 30.000 kroner.
Tidligere har Niels Ellegaard, Nikolaj Kopernikus, Lene Maria Christensen og Signe Egholm Olsen modtaget prisen.