Troian Bellisario, der spiller rollen som den dygtige Spencer i successerien "Pretty Little Liars", har ikke altid haft det nemt.
Det fortæller den 28-årige stjerne til tv-showet "Good Morning America ". Bellisario kæmpede med at passe ind, da hun var teenager og var med egne ord "på vej ned ad en meget farlig vej".
- Jeg tror virkelig, at jeg ikke ville være her i dag, hvis det ikke havde været for adskillelige fantastiske mennesker, venner og familie, sagde Bellisario i interviewet ifølge ABC News.
Afsløringerne om skuespillerindens plagede fortid begyndte at komme frem, da hun for nylig gav et interview til det amerikanske magasin "Seventeen", hvor hun fortalte, hvordan hun lavede bestemte regler for sig selv i teenageårene.
- Jeg begyndte at skade mig selv, da jeg var ung. Jeg ville holde mig fra mad eller holde mig fra at gå ud med mine venner afhængigt af, hvordan jeg klarede mig i skolen den dag, fortæller hun til bladet.
Til sidst greb Bellisarios forældre ind efter at have læst i hendes dagbog, men det med at føle sig forkert i forhold til sine omgivelser dukker stadig op engang imellem. Den 28-årige skuespiller fortæller, at hun stadig kan få en følelse af, at hun "ikke hører til" på scenen under optagelserne af serien.
Newspaq