For to år siden begyndte skuespiller og Zirkus Nemo-direktør Søren Østergaards højre hånd pludseligt at ryste ukontrolleret.
Han fortæller i dag til bt, at der straks var nogle, der lagde mærke til, at hans hånd rystede.
- De havde åbenbart behov for at skrive noget på Facebook, hvilket jeg ignorerede på det tidspunkt. De syntes, at det var meget synd for mig, at jeg var blevet ramt af parkinson, og havde nærmest lagt mig i graven, fortæller den sympatiske skuespiller, der i et interview med bt maner alle rygterne til jorden.
Han har IKKE parkinson. Han lider heller ikke af sceneskræk eller dårlige nerver. I stedet er han ramt af lidelsen tremor, der er en nervesygdom, der får hænderne, hovedet eller stemmen til at ryste, uden man har kontrol over det.
Søren Østergaard og hans kone Lisbet Lundquist understreger overfor bt, at der ikke er grund til at overdramatisere sygdommen. Nogle dage ryster han meget på hånden, andre dage lidt. Og for ham virker det bedst at glemme lidelsen - selvom han indrømmer, at han finder sygdommen pisseirrriterende" - ikke mindst fordi den gør, at han føler sig gammel.
Søren Østergaard bliver blandt andet medicinsk behandlet med den blodtrykssænkende medicin beta-blokker. Det tager de værste rystelser, men fjerner dem dog ikke helt.