Skuespillere inviterer aktivister med til Golden Globe

Natten til mandag uddeles Golden Globe-priserne. Uddelingen bliver ofte politisk, forklarer filmkritiker.
Skuespillerinden Meryl Streep er en af otte skuespillerinder, der har inviteret en aktivist med til Golden Globe natten til mandag.
Skuespillerinden Meryl Streep er en af otte skuespillerinder, der har inviteret en aktivist med til Golden Globe natten til mandag. Foto: Mandel Ngan/arkiv/AFP

Meryl Streep, Michelle Williams, Emma Watson og Amy Poehler er nogle af de otte skuespillerinder, som vil tage køns- og raceaktivister med til prisuddelingen Golden Globe.

Desuden vil flere møde op klædt i sort i solidaritet med ofre for seksuel chikane og overgreb, skriver nyhedsbureauet AP.

Casper Hindse, der er filmkritiker på filmmagasinet Ekko og Dagbladenes Bureau, forklarer, at Golden Globe ofte bliver politisk.

- Golden Globe er et udstillingsvindue af dimensioner. Den røde løber er blevet meget politisk, og det er især, når det er Golden Globe. Den er Oscar-uddelingens frække lillebror.

- Det er et mere uformelt show. Værten plejer også at skeje mere ud. Derfor er det et sted, hvor der bliver sparket mere igennem til talerne, siger han til Ritzau.

Meryl Streep vil på den røde løber følges med aktivisten Ai-jen Poo, som er direktør for alliancen for udenlandske arbejdere.

Michelle Williams tager Tarana Burke, der er stifter af MeToo-bevægelsen, og Emma Watson har inviteret Marai Larasi, direktør hos Imkaan, der er en sort feministorganisation.

Tidligt mandag morgen dansk tid uddeles filmpriserne.

I den forbindelse vil flere skuespillere altså gøre en indsats for at skifte fokus i MeToo-kampagnen. Fokus skal væk fra krænkerne og i stedet være på løsninger.

I en udtalelse søndag siger fortalerne, at de er inspireret af initiativet Time's Up, som blev lanceret mandag.

- Hver og en af os vil sætte fokus på lovgivning og samfundsmæssige og interpersonelle løsninger, som bidrager til at ende vold mod kvinder i alle samfundsgrupper, lyder det i udtalelsen ifølge AP.

Casper Hindse forklarer, at uddelingsfesten giver skuespillerinderne en god mulighed for at komme ud til mange amerikanere.

- Amerikanerne sidder og ser det en søndag aften som rendyrket underholdning.

- Nu bliver de gjort opmærksom på, at det her er det vigtigste samtaleemne i den amerikanske filmbranche, og så kan det sprede sig, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.