Skuespilleren Wesley Snipes vil gerne afsone sine tre år i skyggen i nærheden af sit hjem i New Jersey, USA, skriver tv2.dk.
Amerikaneren blev i sidste uge idømt tre år ubetinget fængsel for skatteundragelse, fordi han ikke har indsendt selvangivelse i fem år. Og tilsyneladende vil han ikke anke sagen, da hans advokat har anmodet om, at der findes en plads til ham så tæt på hans hjem som muligt.
- Vi bestræber os altid på at huse de indsatte inden for en radius af 800
kilometer fra deres bopæl, så de har mulighed for at opretholde
kontakten til familien og deres lokalsamfund, siger fængselsvlæsenets
talskvinde, Felicia Ponce, om action-stjernes muligheder for at få sit ønske opfyldt.
Snipes blev i februar kendt skyldig i at have undladt at indsende selvangivelse i fem år og i torsdags udmålte dommer William Terrell Hodges lovens strengeste straf.