Den røde løber rulles ud og statuetterne pudses, når Danmarks ældste filmpris, Bodilprisen, skal uddeles 4. marts 2017.
Priserne uddeles af Danske Filmkritikere, og ved filmfesten vil i alt tre værter styre slagets gang.
De danske skuespillere Laus Høybye, Jakob Fauerby og Mille Lehfeldt skal nemlig være værter, når Bodilpriserne overrækkes i Radiohuset i København.
Laus Høybye, der for tiden er aktuel i musicalopsætningen af "Jordens Søjler" på Østre Gasværk, giver udtryk for, at han glæder sig til at være vært, når den danske filmbranches dygtigste medlemmer skal hyldes.
- Glæder mig til at indtage værtsrollen til næste års Bodilpris sammen med de her to yndlinge ... Det bliver fanden-filmene-flot, skriver Laus Høybye på sin Instagram-profil.
Det er langtfra første gang, at de tre danske skuespillere skal arbejde sammen, da de normalt er radioværter på P1-programmet "Platt-form".
Til trods for det er første gang, at Mille Lehfeldt skal være værtinde for Bodilprisen, har skuespillerinden tidligere deltaget i prisuddelingen.
Mille Lehfeldt vandt nemlig i 2016 en Bodil-statuette for bedste kvindelige hovedrolle i dramafilmen "Lang historie kort".
Se Laus Høybyes Instagram-opslag her: https://www.instagram.com/p/BN9qFaEAzcD/?taken-by=davslaus
/ritzau/FOKUS