Den 31-årige, engelske skuespiller og model Natascha Collins døde tilbage i januar i sin luksuslejlighed i London under mystiske omstændigheder.
Nu har offentligheden efter en høring fået sandheden om hendes død. Der var ikke, sådan som politiet først troede, tale om en forbrydelse begået af Natascha Collins mand, den kendte BBC-vært Mark Speight. Der var tale om en makaber ulykke.
Ifølge obduktionsrapporten havde hun 3,42 mg kokain per liter blod i kroppen - en dosis fem gange den normalt dødelige. Det var dog formentlig ikke kokainen, der slog hende ihjel.
Den megen kokain havde hun indtaget sammen med Mark Speight og begge var til sidst faldet i søvn. Da Collins vågnede gik hun ud på badeværelset, satte sig i badekaret og tændte for det varme vand. Få øjeblikke efter mistede hun igen bevidstheden. Badevandet var imidlertid så varmt, at hun - da hun flere timer senere blev fundet død - var blevet skoldet på 60 procent af kroppen.
Det nærmeste den endelige dødsårsag, som retsmedicinerne er kommet det, er at der er tale om en kombination af det store indtag af kokain og det brandvarme vand.
Efter fundet af Collinfs lig blev Mark Speight anholdt, mistænkt for mord. Han blev dog senere løsladt og er i dag renset for mistanke.