For første gang i sit voksne liv måtte skuespilleren Peter Gantzler have fat i en lægeerklæring og melde sig syg.
Det skete, mens han var i gang med at filme til den nye danske film "Nina".
- Der stod 30 mænd og ventede, fordi jeg var med i alle scener de dage, men jeg måtte sige "jeg kan ikke". Det var helt vanvittigt, og jeg har aldrig oplevet noget lignende!, fortæller Peter Gantzler til Billed Bladet.
Han var syg med influenza og måtte blive hjemme i 14 dage. Men han måtte kæmpe sig gennem sygdommen alene. Hustruen Xenia Lach-Nielsen var nemlig på turné med forestillingen "Chess".
- Jeg måtte klare mig selv, og der var jo ikke nogen til at lave varm suppe til mig, siger den 59-årige skuespiller til ugebladet.
Peter Gantzler, som kendes fra en række danske film og tv-serier blandt andre "Italiensk for begyndere" og "Arven", er i øjeblikket aktuel på TV 2, hvor han i serien "Mercur” spiller forretningsmanden Preben Borg.