Jeanne Boel og hendes mand Klaus Kristensen har solgt deres villa i Charlottenlund, som de har huseret i i 20 år.
Det skriver Ekstra Bladet, som også kan afsløre, at parret har høvlet et par millioner af prisen på boligen i forhold til, hvad de håbede på, da den kom på markedet.
Udbudsprisen lød på 12.250.000 kroner for den 184 kvadratmeter store villa, som rummer hele syv værelser.
Parret endte dog med at "nøjes" med 9.700.000 kroner, da de i slutningen af september underskrev en købsaftale.
Det betyder, at den nye ejer fik en rabat på hele 2.550.000 kroner.
Skuespilleren og hendes bedre halvdel har dog ingen grund til at ærgrer sig. Det har stadig været en rigtig god forretning for dem at sælge huset.
Helt præcist kan de flytte fra huset med en bugnede bankbog med 6.972.800 kroner på lommen. De gav nemlig "kun" 2.727.200 kroner for villaen tilbage i 2002.
Jeanne Boel fik sit folkelige gennembrud i julekalenderne med Pyrus i hovedrollen.
I år har hun blandt andet spillet med i Sønderborg Sommer Revy, som hun også var leder og instruktør på.