Den amerikanske skuespiller Frank Vallelonga er død - 60 år gammel. .
Ifølge TMZ blev Vallelonga fundet død på gaden i Bronx i New York, og en mand er blevet anholdt for at have dumpet liget på gaden.
Manden har angiveligt fortalt politiet i New York, at Vallelonga havde taget en overdosis.
Frank Vallelonga er mest kendt for sin rolle i den Oscar-vindende film “Green Book”, der havde dansk-amerikanske Viggo Mortensen i hovedrollen. Vallelonga er søn af skuespilleren Tony Lip, der medvirkede i tv-serien “The Sopranos”.
Filmen "Green Book" er blandt andre skrevet af Frank Vallelongas bror Nick og er baseret på brødrenes far Tony, der i 1960'erne agerede chauffør for pianisten Don Shirley. Det er Viggo Mortensen, der i filmen spiller chauffør.