Hollywood-stjernen Reese Witherspoon har kæmpet med en ordentlig omgang ammehjerne, siden hun fødte sit tredje barn sidste år.
Legally Blonde-skuespilleren og hendes mand, Jim Toth, blev forældre til Tennessee James i september, men siden fødslen har Witherspoon haft store problemer med hukommelsen, skriver kendissiden wenn.com.
Faktisk står det så slemt til, at selv almindelige hverdagsgøremål er besværlige.
- Siden jeg fik babyen, har jeg ikke kunnet huske noget som helst. Seriøst, det her barn stjal min hjerne.
Witherspoon har også 13-årige Ava og niårige Deacon med sin tidligere mand Ryan Phillippe. Og det er svært at holde styr på tre børn:
- Jeg mister venner, fordi jeg glemmer at vende tilbage til folk. Men man kan følge med i alt. Jeg har en 13-årig, en niårig og en baby, siger hun til Red Magazine.
- Det er som et CNN-nyhedsbånd, der løber gennem mit hoved hele tiden: Hvor er Ava? Hun er O.K. Hvor er Deacon? Han er O.K. Hvor er Tennessee? Er han O. K? Ja. Fantastisk. Tilbage til Ava. Det stopper ikke, siger den 37-årige blondine.
Witherspoons udtalelser kommer lidt over en uge efter, at hun blev anholdt for gadeuorden. Det skete, da hun og hendes mand blev standset i deres bil af en betjent i Atlanta, Georgia.
Mens Witherspoon i beruset tilstand indledte et skænderi med betjenten, blev Toth anholdt for spritkørsel.
/ritzau/