Et sandt drama udspillede sig i den lille forstad til Frankfurt, Mörfelden-Walldorf, i forgårs. I en Aldi-butik kom en mand ind kl. 19.15 og gik direkte over til en kvindelig medarbejder, mens hun var ved at sætte varer op på hylderne.
De to skændtes, hvorefter han skubbede hende, fremdrog en semiautomatisk pistol og skød hende fire gange. Et af skuddene ramte hende i hovedet og dræbte hende på stedet. Herefter tog manden pistolen i munden og trykkede af og tog sit eget liv.
Skrigende kunder med små børn flygtede væk og gemte sig i de tilstødende gange, men dramaet var ovre på kort tid. Den 38-årige Aysel I. (politiet har ikke opgivet noget efternavn) var fra Bulgarien, men havde boet i Tyskland i mange år.
Hun havde et kort forhold til en vis Plamen P., men allerede efter få måneder gik det i stykker. Men Plamen ville ikke lade hende være i fred, og efter han havde opsøgt hende flere gange og ovenikøbet prøvet at kvæle hende, kontaktede hun en advokat og politiet, som var ved at udfærdige et tilhold mod ekskæresten.
Desværre var det for sent, og på en uhyggelig måde, så forudsagde kvinden sin egen skæbne. Hun havde for kort tid siden sagt til sin bror, at "snart går jeg på arbejde, men kommer ikke hjem igen..."
Både kunder og ansatte blev tilbudt krisehjælp bagefter.