En af de sigtede råbte en ordre om at skyde lige inden, at en 26-årig mand blev skudt i benet klokken 23.45 mandag i Vollsmose.
- Det er ham, der har stukket din onkel - skyd efter ham. Pløk ham!
Ordene tyder på, at der er tale om hævn fra en tidligere episode.
Oplysningen om råbet er kommet frem i Retten i Odense onsdag under grundlovsforhøret med en af de to mænd, der sigtes for drabsforsøg.
Derefter blev der skudt flere gange, og en uidentificeret person stak den 26-årige flere gange i benet, mener politiet.
Dommeren har valgt at lukke dørene.
- Der er stadig medgerningsmænd på fri fod, og de skal ikke kunne læse om sagen i pressen, siger dommeren.
Den sigtede mødte op til grundlovsforhøret iført en tynd gul langærmet trøje, slidte cowboybukser og havde kortklippet hår.
Det var da den 26-årig mand kom kørende i bil til Vollsmose Torv sammen med sin lillebror på 21 år, at den sigtede ifølge politiet skulle have råbt, at der skulle skydes. Bilen blev ramt adskillige gange.
Den 26-årige blev såret i benet og stukket flere gange i det andet ben med en kniv, mens lillebroren flygtede i bilen.
- Han fik nogle læsioner i det andet ben, har vicepolitikommissær Jack Liedecke tidligere udtalt.
Senere opstod der uroligheder på skadestuen i Odense, da 60-80 personer mødte op for at få fat på den 26-årige.
Det lykkedes at trække de mange personer tilbage, der var mødt op med køller, hev billeder ned fra væggene og truede personalet på skadestuen.
Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om motivet, efter at de har afhørt den 26-årige på hospitalet.
- Vi har en formodning om, hvad motivet er, siger Jack Liedecke.
Han bekræfter, at politiet arbejder ud fra den hovedtese, at optøjerne i Vollsmose mandag aften var et internt opgør mellem to arabiske grupper.
/ritzau/