Politiet leder nu efter én bestemt mand, som mistænkes for at stå bag et skyderi i Hundige tirsdag aften.
Det oplyser efterforskningsleder Jens Møller fra Midt- og Vestsjællands Politi til avisen.dk.
- Vi leder efter en bestemt mand - en af dem, der har skudt. Vi håber at få fat på ham i dag, men hvis ikke det lykkes at få fat på ham, sender vi nok en efterlysning ud i aften eller i morgen, siger Jens Møller.
Skyderiet fandt sted tirsdag aften ved Askerød-bebyggelsen i Hundige. Her blev der affyret mindst 11 skud mod en bil, hvis fører ifølge politiet er en 26-årig dansk mand med libanesisk baggrund. Han er ifølge politiet medlem af indvandrerbanden 'Black Cobra', men da det er tredje gang, at dansk-libaneserens familie angribes, betragter politiet mere skyderiet som en familiefejde end et led i kampene mellem rivaliserende bander på Københavns Vestegn.
Onsdag oplyste politiet dog, at det er sikker på, at tre medlemmer af den rivaliserende 'Borhangruppe' står bag skyderiet. Skuddene ramte ud over den 26-åriges bil også en forbipasserende bus. Ingen kom dog til skade.