Et masseslagsmål på Fristaden Christiania i København kort før klokken 21.30 onsdag kulminerede med, at en mand blev skudt i maven.
Vidner har fortalt politiet, at der blev affyret adskillige skud.
"Samtidig har vi fået besked om, at en mand er bragt ind på Amager Hospital og bliver behandlet for skudsår," fortæller den centrale vagtleder ved Københavns Politi til jp.dk.
Manden er muligvis blevet ramt i maven, men der er endnu ingen yderligere oplysninger om mandens tilstand.
Politiet befinder sig omkring Amager Hospital, ligesom flere patruljer er rykket ind på fristaden.
"Vi kender ikke baggrunden, hvem der har været involveret eller noget som helst på nuværende tidspunkt," oplyser den centrale vagtleder.