Der blev lørdag aften affyret flere skud i butikscentret Holmegårdscentret i Kokkedal nord for København.
En person er indbragt på Rigshospitaltets traumecenter. Han er ramt i foden, oplyser vagtchef Ole Hestbæk, Nordsjællands Politi.
En gruppe unge mennesker var involveret i episoden, men politiet ønsker ikke at løfte sløret for, om der er tale om noget banderelateret.
Skuddene faldt kort før klokken 21, og kort tid efter fik politiet en anmeldelse om to brændende biler i Lundtofte ved Lyngby.
- Vi undersøger nu, om der er sammenhæng mellem de to episoder, siger Ole Hestbæk.
/ritzau/