Danske topchefer spinder guld på deres aktieoptioner. Michael Pram Rasmussen har tjent 175 millioner kroner på sine aktieoptioner i Topdanmark, og Henning Dyremose har tjent 100 millioner kroner på sine optioner i TDC. Nu overvejer politikerne at stramme reglerne for selskabernes uddeling af aktieoptioner til topdirektørerne, men det kan give vores nabolande en konkurrencefordel i forhold til at tiltrække de dygtigste topledere, mener en af landets førende skatteeksperter, advokat Tommy V. Christiansen.
»Regeringen skal passe på med lovregulering på området, da en skærpet lovgivning kan skræmme de internationalt dygtige topledere væk fra Danmark, der i stedet vil søge til andre EU-lande,« siger Tommy V. Christiansen til Børsens Nyhedstjeneste.
Hans advarsel kommer efter at økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) har besluttet at lade en arbejdsgruppe kigge aktieoptionsområdet igennem i sømmene. Tommy V. Christiansen understreger, at han trods sin frygt for direktørflugt synes godt om at skabe større åbenhed om aktieoptionerne i erhvervslivets top.