Borgerne i seks kommuner i omegnen af København har fortsat fred om morgenen. Men samtidig hober deres affald sig op.
De 50 ansatte i vognmandsfirmaet HCS, der skal fjerne affaldet, besluttede mandag morgen at fortsætte den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, de indledte for en uge siden.
Strejken omfatter afhentning af affald i Gladsaxe, Herlev, Ballerup, Glostrup, Hvidovre og Rudersdal kommuner. Et uformelt møde mellem arbejdsgiveren HCS og repræsentanter for skraldemændene førte ikke til en løsning af konflikten, oplyser talsmanden for skraldemændene Bo Braagaard til DR Nyheder.
De strejkende er utilfredse med, at firmaet ikke vil acceptere medarbejdernes valg af tillidsmand, og de er utilfredse med deres arbejdstøj.
Arbejdstilsynet skal ifølge DR Nyheder nu forsøge at finde hoved og hale i den sejlivede konflikt.
Konflikten var for Arbejdsretten i torsdags. Her fik 3F besked om at pålægge de strejkende at vende tilbage til arbejdet, og at en fortsættelse af strejken vil føre til en skærpet bod.