Senere i dag eller senest i morgen fortsætter skraldekonflikten på Københavns Vestegn.
Det lover talsmanden for de aktionerende, Ronni Larsen, over for Nyhedsbureauet Newspaq.
Klokken 12 vil Larsen og de øvrige godt 50 skraldefolk mødes og planlægge kommende aktioner.
"Det er vigtigt, at mine kollegaer ved, at vi ikke står alene. Samtidig skal vi altså se på, hvor vi skal lave vores protester, for hvis vi fortsætter ved Vestforbrændingen, så er der jo en god risiko for, at vi alle sammen bliver anholdt," lyder det fra talsmanden, der blandt andet har fået fornyet opbakning fra skraldemændenes fællestillidsmandsgruppe i hovedstaden.
En af hovedårsagerne, til at skraldefolkene stadig er meget opsatte på konflikt, er, at de er blevet personligt black listen i en række virksomheder. Det betyder, at de vil få svært ved at finde job selv efter afsluttet konflikt.
Derfor vil denne uges aktioner givetvis rette sig mod nogle af de virksomheder, der ikke vil have netop dem indenfor.
I den forløbne uge blev Ronni Larsen anholdt af politiet, da han sammen med sine kollegaer forsøgte at standse HCS' skraldevogne ved forbrændingsanlægget.
Politiet sagde da til Newspaq, at anholdelsen intet havde at gøre med hans status af talsmand.
"Det er komplet løgn. De gik målrettet efter mig, det gjorde de begge gange jeg blev anholdt," siger Larsen, der godt nok var ved at standse en HCS-vogn, da han blev pågrebet.
Selv om skraldefolkene altså først mødes klokken 12, så er mandag morgen gået med at dele flyers ud til almindelige borgere, der forklarer konfliktens kerne.