Efter lang tid med medvind i målingerne går Socialdemokratiet markant tilbage i en ny Norstat-måling foretaget for netavisen Altinget.
Faktisk er der nu helt dødt løb mellem blokkene forholdsvis kort før næste folketingsvalg.
Danmarks største parti står i målingen til 25 procent af stemmerne, og det er en tilbagegang på 5,9 procentpoint i forhold til seneste Norstat-måling.
Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, mener, at tilbagegangen skyldes Socialdemokratiets manglende stillingstagen i overenskomstforhandlingerne.
- Socialdemokraterne kan ikke ensidigt stille sig på lønmodtagernes side, men de havde ikke behøvet at lægge sig tæt op af regeringens kurs, siger Erik Holstein til Altinget.
Rød blok står i målingen til at få 49,9 procent af stemmerne, mens blå blok følger lige i slipstrømmen med 49,5 procent.
Målingen følger dog ikke tendensen fra andre målinger, hvor rød blok, der står bag Mette Frederiksen som statsminister, fører mere markant over de borgerlige.
I Berlingskes vægtede gennemsnit af de seneste målinger står den røde blok til 91 mandater, mens de blå står til 84.
Næste folketingsvalg skal senest være afholdt i juni 2019.