En heldig mand måtte tilbage til butikken for at sikre sig, at han ikke tog fejl.
Manden havde nemlig skrabet sig til en vild gevinst på intet mindre end 600.000 kroner.
- Jeg blev helt forvirret, og blodtrykket det steg vist, fortæller vinderen til Danske Spil og tilføjer:
- Jeg skyndte mig tilbage til supermarkedet og bad kvinden i kiosken om at tjekke. Så stod hun også der og gjorde store øjne og sagde, at hun ikke kunne udbetale så mange penge.
Den var altså god nok: Gevinsten var på 600.000 kroner.
Pengene er trygt landet i banken, og børn og børnebørn kan godt regne med at få flotte julegaver i år.
- Det siger da sig selv. Og derudover, så har jeg købt en ny lille bil til mig selv, fortæller manden, som er en ældre herre fra Nordsjælland.
Han har også skiftet den 25 år gamle vaskemaskine, og så skal gulvtæppet skiftes.
- Der er da også et par møbler, jeg kunne tænke mig at skifte ud, men det tager jeg, som det kommer, fortæller vinderen.