Det er ikke alle, der på denne vintermorgen forbander snevejret langt væk.
Snerydningsselskaberne jubler nemlig over den tidlige snesæson, der bider sig fast i landet.
Det skæpper i kassen at komme kommuner og private firmaer til hjælp med at rydde sne, og snebudgetterne er flere steder fordoblet.
Hededanmark er et af de snerydningsselskaber, der tjener på den tidlige og hårde vinter.
"Vinteren er kommet tidligt i år, og det er klart, at den hårde vinter giver øget aktivitet hos os. Vi har en stor aktivitet lige nu," fortæller divisionsdirektør Jens Schrøder.
Snerydningen er en kæmpe forretning, lyder det. Hededanmark alene har adskillige hundrede mennesker i sving - både egne medarbejdere og underleverandører.
Ifølge Børsen brugte Vejdirektoratet to milliarder sidste år på at hyre firmaer til at rydde sne på vejene.