De voldsomme skovbrande i Grækenland nærmer sig nu Athen. Lørdag er to brande brudt ud i udkanten af den græske hovedstad, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Motorvejen til og fra den internationale lufthavn er blevet lukket ned, mens brandslukningsfly er sendt i luften for at slukke ilden. Myndighederne er i gang med at evakuere beboerne i de østlige forstæder ved bjerget Hymettus.
En nordmand bosiddende i Athen fortæller om ildens raseren uden for byen.
- Det regner aske over byen, luften er tyk af støv og aske. Det lugter temmelig svedent. Det virker som om, at branden er lige rundt om hjørnet, fortæller Daniel Sverre til den norske avis, VG.
Mens ilden nærmer sig hovedstaden, stiger antallet af dødsofre fra skovbrandene, der har været værst på Peloponnes. 41 mennesker har mistet livet, og myndighederne frygter, at endnu flere er blevet fanget i flammerne.