En sidsteplads i Bundesligaen er ikke tilfredsstillende, heller ikke selv om man lige er rykket op. Derfor er Bochums træner, Marcel Koller, i overhængende fare for at blive fyret, hvis Bochum henter endnu et nederlag til samlingen i aftenens opgør mod Hannover. Det vurderer bundklubbens danske målmand, Peter Skov-Jensen.
»Hvis vi taber, har vi fem point for ti kampe og er helt isoleret i bunden. Måske går der en uge til, så han får kampen i Leverkusen med til at prøve at rette op på det, men det er klart han er presset,« siger Peter Skov-Jensen til bold.dk.
Han vil sandsynligvis ikke græde som en pisket, hvis Marcel mister jobbet. Målmanden er nemlig røget ud på bænken, og en trænerfyring kan give ham en ny chance for at blive førstemålmand.
»Han har sendt nogle meget klare signaler om, at jeg ikke er førstevalg længere, men nu må vi se. Det kan være det ændrer sig, hvis vi får en ny træner,« siger Skov-Jensen til bold.dk