Skotterne har stemt, og de stemte 'nej' til skotsk uafhængighed. Dermed fortsætter Skotland med at være en del af Storbritannien, ligesom landet har været i de seneste 307 år.
Resultatet blev fejret med stor jubel og glæde hos landets sejrende 'nej'-kampagne.
'Folket i Skotland har talt. Vi har valgt sammenhold frem for opdeling og positive ændringer frem for unødvendig separation. Idag er et epokegørende resultat for Skotland og også for Storbritannien som helhed,' sagde Alistair Darling, leder for 'nej'-kampagnen.
Over halvdelen af skotterne stemte 'nej' til selvstændighed, men det betyder ikke, at alt er som før. Parlamentet i London lovede nemlig skotterne en række ændringer i retning af mere selvstyre, hvis Skotland fortsat forblev i unionen med England, Wales og Nordirland.
Valgdeltagelsen endte på omkring 85 procent, hvilket altså er den højeste valgdeltagelse i over 60 år.
Ifølge de britiske medier er det generelt de unge og folk i storbyerne, der har stemt 'ja' til en løsrivelse, mens de ældre skotter og folk i landområderne overvejende har villet fortsætte forholdet med England.