En 27-årig mand, der lørdag blev befriet fra en snæver skorsten på Frederiksberg, blev lørdag eftermiddag overført fra Rigshospitalets traumecenter til en almindelig sengeafdeling.
Alligevel vil der gå et stykke tid, inden offentligheden får at vide, hvorfor den psykisk syge mand var krøbet ned i den 15-20 meter høje skorsten, og hvor længe han havde siddet i det trange rør.
Foreløbig venter politiet til lægerne giver grønt lys, inden ordensmagten rykker ud for at tale med ham.
- Vi regner med at høre fra lægerne, når de synes, det er en mulighed. Foreløbig er han træt og trænger til noget hvile, siger vagtchef Henrik Orye, Københavns Politi.
- Alt tyder på, at han trænger til en ordentlig lur, så det kan godt være, at det først bliver i morgen (søndag, red.).
På hospitalet har lægerne blandt andet undersøgt, om mandens indre organer har taget skade af at være presset sammen under opholdet i skorstensrøret på kun 40 gange 40 centimeter.
Politiet hælder til den overbevisning, at han har siddet i røret siden fredag aften. Lørdag morgen klokken syv slog mandens far alarm.
Politiet måtte imidlertid lede i godt halvanden time, før manden blev fundet på bunden af skorstenen på en Danske Bank-afdeling på Gammel Kongevej. Først ved 11-tiden kunne brandfolk befri ham.
Politiet vil blandt andet gerne have svar på, om han havde søgt ned i skorstenen, fordi han tænkte på at begå indbrud i banken. Foreløbig betragter politiet klatreturen som et udslag af mandens ustabile psykiske tilstand.
/ritzau/