Det bliver slemt.
Men ikke helt så slemt som ventet.
Selvom flere hundrede skole- og børnehavebørn i eftermiddag får besked om, at politikerne på Københavns Rådhus har besluttet at lukke deres skole eller børnehave, kan dagen alligevel ende med at blive lidt lysere end frygtet.
Det mener flere medlemmer af Københavns Kommunes Børne- og ungdomsudvalg, som Avisen.dk har talt med.
Netop nu sidder medlemmer af udvalget og forsøger at nå frem til, præcis hvor mange skoler og institutioner, der skal lade livet som følge af det økonomiske rod, der har præget Københavns Rådhus de seneste år.
I alt skal et hul på godt 300 millioner kroner dækkes.
I dagens udgave af Politiken tales om lukning eller sammenlægning af op til 20 skoler og 170 daginstitutioner. Men det tal er alt for højt, beroliger udvalgsmedlem Lars Rasmussen (S).
- Det bliver ikke så mange. Måske halvdelen, siger han.
Samme melding kommer fra flere andre medlemmer, og dermed ser det ud til, at godt 10 skoler og lidt over 80 institutioner bliver berørte af spareplanerne. Og de skal altså enten lukkes eller lægges sammen andre.
I eftermiddag mødes en række ledere fra de københavnske institutioner i Nørrebro-hallen for at modtage beskeden om, hvordan sparekniven skal føres.
Københavns Kommunes plan for skole- og børneområdet kommer i kølvandet på adskillige dårlige resultater i undersøgelser af elevernes regne- og læsekundskaber og flere elevers flugt til privatskoler.
Professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet siger til Politiken, at planen generelt er fornuftig, fordi de større skoler giver lærerne bedre mulighed for at arbejde i team og sparre med kolleger.
Det er ellers kun få år siden, at kommunen oprustede på børneområdet. I 2003 lancerede kommunen den såkaldte Børneplan, der lovede at etablere over 3.000 nye dagtilbudspladser frem til 2008.