Børnehaver, skoler og overbygningsskoler i Japan skal undersøges for livsfarlig stråling.
Det fastslår lokalregeringen i området Fukushima, der har indledt en omfattende undersøgelse af 1400 institutioner i området.
Dermed reagerer myndighederne nu på bekymring fra forældrene i området, der den seneste uge har aktioneret for undersøgelsen.
Det meddeler nyhedsbureauet DPA.
Selvom områderne nær kysten er blevet ødelagt af jordskælv og tsunami, så har de ikke skabt store skader inde i landet, hvor dagligdagen så småt igen er ved at blive normaliseret for indbyggerne.
Ifølge myndighederne så er det kun et område indenfor sikkerhedszonen 30 kilometer omkring værket, der er blevet forurenet af radioaktivitet. Strålingen udenfor sikkerhedszonen skulle derimod ikke være farlig for mennesker.
Indenfor sikkerhedszonen skulle strålingen visse steder dog være flere millioner gange over det tilladte niveau.