Organiseret menneskehandel er modbydeligt. Det mener alle. Alligevel bidrager danske erhvervs- og handelsskoler i stor stil til denne usle trafik.
To ud af tre kinesere, der kom til Danmark sidste år for at studere på skolerne, er aldrig set siden. Det viser en undersøgelse, som det danske politi har foretaget på 10 skoler.
Eneste årsag til, at skolerne deltager i denne systematiske indsmugling af kinesere til Europa, er noget så simpelt som ussel mammon.
Skolerne får nemlig penge for hver kineser, der indskriver sig på deres uddannelse. Ikke ved afslutning af uddannelse, men ved første skoledag.
Derfor har skolerne en stor interesse i, at kineserne kommer. Men ingen interesse i, at de deltager i undervisningen og i stedet forsvinder ud af landet til andre europæiske lande som illegale flygtninge, lige så snart de har set eksempelvis TEC Ballerup Tekniske Skole for første gang.
Selvom undervisningsminister Bertel Haarder (V) har opfordret skolerne til at tjene egne penge, så er denne fidus altså umoralsk ad Pommern til.
De danske skoler er ligefrem i kontakt med de agenter i Kina, der sælger disse billetter til frihed .
Skoler – stop dette springbræt til Vesten. I ved jo, at I indirekte medvirker til uforudset menneskehandel. Og I lukker øjnene, fordi I lugter kinesiske penge. I burde skamme jer.