De små piger i børnehaveklassen synes, at drengene larmer. Og drengene kan til gengæld ikke holde ud at sidde stille en hel dag.
Derfor forsøger flere og flere skoler sig med timer, hvor drengene og pigerne deles op, skriver Jyllands-Posten.
- Selvom det er et tabu på mange lærerværelser endnu, begynder flere lærere at erkende, at drenges og pigers hjerner er så forskellige, at det gavner alle parter at tilrettelægge undervisningen efter, hvordan det enkelte køn lærer bedst, siger hjerneforsker og lektor i dansk og psykologi, Ann-Elisabeth Knudsen til Jyllands-Posten.
Også i de store klasser
Skoler på Frederiksberg, Nordfyn, i Aalborg og Fredericia har de seneste par år adskilt drenge og piger i dele af undervisningen.
Og ifølge Ann-Elisabeth Knudsen burde opdelingen ske både i de små og store klasser. I 7.-8. klasse er forskellen mellem piger og drenge nemlig størst.
- Jeg kunne ikke drømme om at anbefale rene pige- eller drengeskoler. For der skal være plads til alle, og der skal i den grad være plads til, at pigerne kan lære af drengene og omvendt. Derfor anbefaler jeg, at skolerne kun gør det enten et par timer om dagen eller et par måneder om året, siger hun.