Birgitte Rasmussen siger med det samme, at hun ikke kan tale om Michael eller Mikkel, fordi hun har tavshedspligt. Men hun vil gerne fortælle, hvordan skolen tackler elever med problemer eller som er skoletrætte.
»Hvis et barn kommer i konflikt med andre elever eller bliver skoletræt, så holder vi altid møde med forældrene. Sammen med elevens netværk og de sociale myndigheder, laver vi en ordning, hvor eleven kommer i praktik eller for eneundervisning i en periode, indtil det rigtige tilbud findes,« siger Birgitte Rasmussen, der har været skoleleder gennem ni år på Frydenlundskolen.
Hun understreger, at det er sværere at opnå succes med eleven, hvis der ikke er et godt samarbejde mellem de forskellige parter. Men at selvom det er vanskeligt, så kan skolen ikke fralægge sig ansvaret for en elev, der ikke vil møde op i skolen.
»En skoletræt elev skal vi gøre alt for at få i skole igen. Vi vil aldrig slippe ansvaret for, at den elev får et andet undervisningstilbud,« siger Birgitte Rasmussen.
Hun vil gerne forsikre om, at hun altid vender tilbage til forældre, der har forsøgt at få fat på hende.
»Selvfølgelig vender jeg altid tilbage til forældre, der vil tale med mig. Men jeg vil ikke forholde mig til den konkrete sag,« siger Birgitte Rasmussen.