Hvis børnene på Viby Skole ikke kommer på lejrskole i år, eller hvis der ikke er råd til nye skolebøger, så kan de skyde skylden på deres skoleleder.
Han sidder med ansvaret for økonomien på skolen nær Århus og har i dag tilstået at have lænset skolekassen. Og det er ikke blot en tyver fra mælkekassen, der er tale om.
"Den foreløbige sigtelse drejer sig om et beløb på mellem 700.000 og 800.000 kroner," oplyser vicepolitiinspektør Børge Fransen til Århus Stiftstidende.
Manden nød ellers stor tillid på skolen, da han havde titlen som administrativ leder og altså netop skulle sørge for, at der blev disponeret forsvarligt over skolens penge.
Men den tillid er røget sig en tur, efter at politiet i går hev manden ind til afhøringer på foranledning af en anmeldelse fra Århus Kommune.
Hele dagen i går er manden blevet afhørt af politiet, og i dag har han så tilstået tyveriet. Manden er efter sin tilståelse i dag blevet løsladt.