En 17-årig pige, der er tiltalt i den såkaldte Kundby-sag, var ulykkelig og ensom forud for hendes konvertering til Islam og interesse i den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.
Sådan fortæller en tidligere skolelærer på Sydskolen i Retten i Holbæk fredag, hvor pigen er tiltalt for forsøg på terror i den såkaldte Kundby-sag.
- Jeg fik hurtigt et billede af en stille pige, der var ulykkelig og ensom, som savnede sin mor og gode venner, fortæller han om dengang, da han lærte den tiltalte pige at kende.
Den tiltalte pige, der nægter sig skyldig, lærte skolelæreren at kende, da hun en periode gik på Sydskolen, hvor han underviste.
Læreren fortæller, at pigen skar i sig selv. Og han begyndte at fungere som en støtte for hende og var en, som hun betroede sig til.
Efter en tur til Tyrkiet i sommeren 2015 fortæller læreren, at han var vidne til ændring i pigens adfærd. Det var i oktober 2015, at pigen konverterede til Islam.
- Vi kunne snakke om alle mulige ting.
- Men når det kom til Islam og hendes dyrkelse af det, så kunne hun ikke rigtig sætte ord på, hvad det var. Og det begyndte at blive lidt mystisk for mig, fortæller skolelæreren.
På et tidspunkt betror den tiltalte pige en drøm, som hun har haft, til læreren.
- Hun havde haft den her drøm, at IS havde overtaget Danmark, at hun var ude på slagmarken og hyldede det.
I november 2015 blev læreren så bekymret for den tiltalte piges ændringer, at han skrev til kommunen.
Den 17-årige pige er anklaget for at ville sprænge bomber på Sydskolen i Fårevejle og den jødiske skole Carolineskolen i København 8. januar og 8. februar i 2016.
5. januar optager læreren en samtale med pigen, hvor de taler om Islamisk Stat og det angreb, som hun havde planlagt.
Senioranklager Kristian Kirk afspiller dele af optagelsen i den tætpakkede retssal.
- Så prøver jeg at få dem (Islamisk Stat, red.) til Danmark, siger hun på optagelsen.
Først vil hun ikke ud med sine planer:
- Ej, jeg kan ikke sige, fordi det er pinligt.
- Det er, fordi du ikke forstår det, siger hun.
- Ja, det kommer jeg aldrig til, svarer læreren.
Senere på optagelsen begynder hun dog at fortælle om sine planer - at hun vil sprænge en bombe på Sydskolen i Fårevejle. Hun fortæller samtidig, at hun venter på en ordre fra Islamisk Stat.
- Jeg ved godt, at du ikke lytter til, hvad jeg siger. Men du skal på efterskole. Og alt det der pis med Islam skal skride ad helvede til.
- Du kan ikke skelne mellem rigtigt og forkert, siger læreren blandt andet til den tiltalte.
Der forventes dom i sagen i maj.
Få et overblik over sagen her:
2016:
* 13. januar:
Midt- og Vestsjællands Politi finder under en større politiaktion sprængstoffer på en adresse på Trønningevej i Kundby tæt ved Holbæk. Bomberyddere arbejder det meste af dagen på adressen.
Politiet afviser at kommentere sagen, men en 15-årig pige, der er konverteret til islam, bliver anholdt klokken 12.22.
* 14. januar:
Pigen bliver fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk, hvor hun bliver varetægtsfængslet. Det sker for dobbeltlukkede døre, så offentligheden får ikke at vide, hvad pigen er sigtet for.
Det kommer senere frem, at hun sigtes for besiddelse af sprængstoffer og for at planlægge angreb mod to skoler.
* 15. januar:
En 24-årig mand fremstilles i grundlovshør, der - ligesom pigens - foregår for dobbeltlukkede døre. Han bliver varetægtsfængslet.
Manden har tidligere været i Syrien og har her lært at håndtere våben. Han meldte sig selv til politiet.
* 8. marts:
Både den 16-årige pige og den 24-årige mand bliver ved Retten i Holbæk sigtet for at planlægge angreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København.
* 21. april:
Det kommer frem, at en amerikansk kaptajn stationeret på en base i Irak har fået en medalje af det danske forsvar. Ifølge USA var hans tip årsag til, at et angreb mod en skole i Danmark blev forpurret.
2017:
* 10. februar:
Politiet vælger at frafalde sigtelsen mod den nu 25-årige mand, der løslades. Samtidig bliver der rejst tiltale mod pigen, der fortsat sidder varetægtsfængslet.
* 17. februar:
Anklageskriftet mod pigen om forsøg på terror bliver frigivet. Her hævdes det, at pigen ventede på at få ordre til at udføre angrebet på den ene skole.
Desuden anklages hun for vold af særlig farlig karakter. Under opholdet på en institution skal hun efter et halvt års varetægtsfængsling have stukket en pædagog i maven med et stikvåben. Det var fremstillet af knust spejlglas.
* 23. marts:
Anklagemyndigheden oplyser, at pigen kræves idømt forvaring på ubestemt tid. Det sker, efter at sagen har været forelagt Retslægerådet.
Efter straffeloven kan en person idømmes forvaring på ubestemt tid, hvis vedkommende bliver fundet skyldig i meget alvorlig kriminalitet, og i tilfælde hvor den dømte vurderes at være farlig for sine omgivelser.
* 19. april:
Retssagen mod den tiltalte pige begynder. Den fortsætter i april og den første halvdel af maj, hvor der forventes dom.
Kilde: Ritzau.
/ritzau/