For tiden lægger finansminister Kristian Jensen (V) arm med Dansk Folkeparti om udlændingepolitik, milliarder til pensionister og hvad der ellers hører til forhandlingerne om næste års finanslov.
Når han er færdig med det, skal han i gang med at diskutere, om skoleelever skal have lov at gå lidt tidligere hjem om fredagen. Og hvor mange timer, de skal have matematik og andre naturfag.
Finansministeren har nemlig overtaget forhandlingerne om regeringens forslag til justeringer af folkeskolereformen. Men det kommer altså til at vente, til statsbudgettet for næste år er på plads, fastslår han.
- Der kommer først til at ske noget, når vi lige har afklaret finansloven, men så kommer der også til at ske noget derefter, siger Kristian Jensen.
Det er netop ønsket om, at der skal ske noget, der har fået Socialdemokratiets undervisningsordfører, Annette Lind, til at kræve, at forhandlingerne rykker fra undervisningsminister Merete Riisager (LA) til Finansministeriet.
Ifølge Annette Lind er der ikke rykket så meget som et komma på folkeskoleområdet, siden regeringen præsenterede sit udspil for mere end to måneder siden.
Kristian Jensen har en lidt anden udlægning.
- Jeg synes egentlig, at der er lavet et godt stykke arbejde i Undervisningsministeriet i forhold til at få afdækket mange af de spørgsmål, der er, og få testet partiernes holdning af, siger Kristian Jensen.
- Men partierne har ønsket at inddrage Finansministeriet og at inddrage mig, og det har vi valgt at imødekomme.
Merete Riisager undrer sig over Socialdemokratiets ageren, men for hende er det ikke afgørende, hvilket ministerium forhandlingerne foregår i, sagde hun tirsdag til Ritzau.
- Der er nogle partier, der skal tage et opgør med deres politiske stolthed, så kan vi lukke en aftale om skoledagens længde.
- Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de små elever har behov for at komme lidt tidligere hjem, end de gør i dag, sagde hun blandt andet.
Dansk Folkepartis undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, vil ifølge Berlingske forsøge at få omgjort beslutningen, så forhandlingerne rykker tilbage til Riisager.
Han mener, at S mobber ministeren.
- Vi er ikke blevet spurgt, om vi vil gå med til det, så det kommer jeg til at tage op. Vi er meget tilfredse med Merete Riisager, og vi ser ingen grund til at flytte forhandlingerne, siger Ahrendtsen til Berlingske.
/ritzau/