Glem alt om purunge folkeskoleelever, der tyller Bacardi Breezer og Cult Shaker, mens de vælter rundt på Clemens Bro i sene nattetimer. Og glem alt om dvaske folkeskoleelever, der doper sig med kokain eller ectasy for at komme gennem weekenden.
I Århus har 9. klasseeleverne styr på tilværelsen.
En undersøgelse fra Århus Kommune viser, at de unge drikker mindre, ryger mindre og ikke gider beskæftige sig med speed, ecstasy eller andre hårde stoffer. Den slår fast, at mobning stort set er forsvundet fra den århusianske folkeskoles store klasser, hvor de unge til gengæld ved, hvad de vil med livet.
»Det går vældig godt. Det må vi konstatere,« siger børn- og ungelæge i Århus Kommune, Peter Eie Christensen.
Uovervindelige unge
Han har siden 1993 været med til at vurdere de århusianske 9. klassers sundhedstilstand ud fra en række parametre som rygning, mobning og alkohol i den årlige spørgeskemaundersøgelse »Ung i Århus«.
Og spørger man eleverne selv, er svaret klart:
»Jeg elsker at være mig. Jeg har masser venner, er i godt humør og elsker min familie. Der er ikke noget, der er nederen ved at være mig,« siger 16-årige Jonas Møller.
Den seneste undersøgelse tegner da også et billede af en årgang med styr på selvtilliden og tilværelsen.
»Det er en gruppe, som bare kan det hele. De magter lektierne, fritidsjobbet, kæresten og idrætsklubben. De er simpelthen uovervindelige i den alder, når de har det godt,« siger Peter Eie Christensen.
Den vurdering deles af sundhedskonsulent i Århus Kommune, Henriette Hansen, som ser unge, der sprudler af selvtillid.
»Der er ikke noget, som ikke kan lade sig gøre. Det er velformulerede unge mennesker, som vil tale med voksne og har et kropssprog, der signalerer, at det har det godt. De har visioner om fremtiden og et helt bevidste om deres valg. Fremtiden er ikke bare noget, der sker,« siger hun.