Et pibende falsk orgel kan kvæle enhver lyst til at synge. Orgelbyggeren og sangeren Andreas Hejslet ville gerne tæmme det disharmoniske orgel i Århus Valgmenighed, men det var umuligt at dressere de små piber til at spille englerent. Han manglede et stemmehorn, som er en slags specialhammer, der kan banke enderne på orgelpiberne større eller mindre.
»Det er et værktøj, som er lidt personligt for de forskellige orgelbyggere. Det er ikke noget, som folk har liggende,« fortæller Andreas Hejslet.
Han kontaktede flere orgelfirmaer i Danmark for at høre, om han kunne låne eller købe værktøjet, men svaret var nej. Ikke et eneste sted i Danmark kunne han finde orgelstemmer-udstyret, som ikke just er standardvare i en musikforretning. I Tyskland og USA kan de bestilles hjem for flere tusind kroner.
Stemmehorn
Som en sidste løsning prøvede Andreas Hejslet at kontakte Aarhus tekniske Skole, og her var industriteknikereleven Søren Thorslev hurtigt tændt på at lave stemmehorn. »Hvis jeg ikke havde haft et ordentligt projekt, ville det have været kedeligt. Det har været inter-essant at finde ud af, hvilke materialer stemmehornene skulle laves i og vide, at de skulle bruges til noget,« siger Søren Thorslev.
Han fik formet stemmehornene, så de lignede en pil med en udhulet tragt. Alt arbejdet var en tiendedel millimeter præcist. Til sidst kunne han aflevere de veldrejede metalpile i hånden til organisten.
»Jeg havde ikke mod på at lave stemmehornene selv, og efter mange forgæves forsøg ville jeg sikkert give op,« smiler Andreas Hejslet tilfreds.
Orgelbyggeren har brugt værktøjet til at banke piberne på orgelet i Århus Valgmenighed i rette stemning, og industriteknikereleven Søren Thorslev har også fået hævet humøret af sit arbejde. Underviserne på teknisk skole vurderede kvaliteten af stemmehornene og arbejdsmåden til et 13-tal.